Klovneskole for voksne
Mød klovnen i dig selv.
Du får indsigt i de grundlæggende karakterer, som der arbejdes med i de fleste klovneskoler i Europa. Og du bliver indviet i Tonnys helt eget klovne-univers, som er hans personlige udbygning af de klassiske karakterer og visuelle måde at lære fra sig på.
At klovne er kunsten at kunne sige en hel masse vrøvl på en overbevisende måde, så det bliver til en slags sandhed. Eller at lave en hel masse uden at lave noget. Klovnen er en dialog med publikum. En forførelse. Folk tror at de griner af klovnen men egentlig griner de af sig selv.
Du bliver bla. undervist i de 3 klovnekarakterer, som vi kender fra film i feks. Olsen Bandens Egon ( den kloge), Keld (den dumme) og Benny (den frække og hurtige).
Du lærer at klovne med helt enkelte øvelser og improvisation. Du lærer at bruge en karakter i et simpelt klovnenummer. Du får lov at udforske, hvor meget din egen krop kan udfolde og en enkelt rekvisit kan udføre. En dygtig klovn kommer indefra og har sin egen personlige stil.
Overvejer du at søge ind som hospitalsklovn, så kan jeg tilbyde forberedende undervisning hertil.
Du bestemmer selv længden af undervisningen, som også kan være i form af en workshop på en dag eller et par timer.
Der er muligheden for at modtage undervisning, her hvor vi bor, på Friland. En canadisk yurt, kaldet ”Cirkurt” er et fantastisk rum til mindre grupper.
” Som en lille splejset August stod hun og spændte skuldrene ud mod en stumpet og spraglet badekåbe, der kunne passe et tolvårs barn. Hun lyttede indad mod sin figur og afprøvede hans universalord på den trinde Chicos bolsjestribede jakke: Ja, ja, men det virkede ikke sandt. Ordentlig kontakt med ham derinde fik hun først, da hun huskede, at August altid rystede på hovedet, mens han brølede eller hviskede sit torskedumme og glade ja. Den modsætning kunne hun røre sig i….” – forfatteren Anne Marie Ejrnæs var på klovnekursus med Tonny på Testrup Højskole. Hun skrev et stykke om oplevelsen i sin bog: At få form.